50 kg malt og 3 uger senere – så har vi øl.
For det var netop øl, der var dagens emne på vores rejse rundt i kommunen.
Vi er taget til Sønderby for at besøge Bo Zoffman, der, udover at kunne kalde sig rådgiver/specialist i franchising og forfatter, også kan skrive brygmester på CV’et. Vi er glade for øl, men vi har aldrig været på et bryghus før, så vi er meget taknemmelige for, at Bo har tid til at tage imod os. Vi er imponerede over hans bedrift, som han har været tovholder på: At bygge et bryggeri op fra bunden.
Det startede egentlig som en hobby, der voksede sig stor og tog sin spæde begyndelse tilbage i 2000. Som årene gik, blev det mere seriøst, og i 2018 købte man et gammelt faldefærdigt hus. Det var i en sørgelig forfatning, og et kæmpe arbejde med at søge fondsmidler blev sat i gang. Det lykkedes at skaffe 1,5 millioner kroner, hvilket i sig selv er imponerende. Pengene blev brugt til at renovere og bygge bryggeriet op, og i 2020 blev selskabet Sønderby Bryghus I/S. dannet.
I dag fungerer bryggeriet også som kulturhus, hvor der tilbydes ølsmagninger og foredrag. Der er tilmed en café, hvor der kan afholdes arrangementer med servering. Et lille fadølsanlæg er til rådighed, hvorfra man kan skænke sig en frisk fadøl fra det lokale bryghus.
Sønderby Bryghus er i særdeleshed en lokal perle og en fantastisk fortælling.
Hvis man tror på sig selv og arbejder hårdt, kan man nå langt. Uden Bo Zoffman var der hverken bryghus eller kulturhus, og det hele er 100 % på baggrund af frivilligt og dedikeret arbejde. En ægte ildsjæl.
Hvis du nu tænker: “Hvor kan jeg købe øl fra bryghuset?” så er Brugsen i Skuldelev et rigtig godt bud. Tak for besøget og tak for skænken!