DEBATINDLÆG – Svar til Klaus Hækkerup, tidl. MF (A)

dato

……af Charlotte Drue, byrådsmedlem (I).

 

Politik er en spøjs størrelse. De første 4 år jeg sad i Byrådet havde vi en blå borgmester og derfor var retorikken også hård fra Socialdemokratiets side af. Så fik vi en rød borgmester ved sidste kommunalvalg i 2021 og nu var det så os i blå blok der kom i opposition. Sådan er “spillet” og det ved du om nogen godt, du er jo en erfaren herre.
At du skriver et debatindlæg på sn.dk har jeg som udgangspunkt ikke nogen problemer med. At du går efter min byrådskollega og borgmesterkandidat Michael Tøgersen, det har jeg heller ikke nogen problemer med. Han er en voksen mand og kan svare for sig selv. Men der er flere faktuelle fejl i dit indlæg, som jeg ikke vil lade stå uimodsagt.
Alle oplysninger fra etablering af tidligere “DSB-værksteder” andre steder i Danmark har vist, at “lokale arbejdspladser” medfører det så ikke. Det er udenlandsk arbejdskraft og specialister som ikke bor i vores kommuner. De tommer butikker i Frederikssund har INTET med DSB-anlægget at gøre. Men jeg vil da glæde mig over, at alle udfordringer tilsyneladende løses med etableringen af et DSB-værksted i Vinge.

Så kan jeg oplyse dig om, at vi i Frederikssund Kommune har en fin tilgang af nye borgere modsat mange andre kommuner. Vi har heller ikke nogen problemer med, at tiltrække nye bæredygtige virksomheder og arbejdspladser til vores kommune. Som du tydeligvis ikke ved, så er Foss jo i fuld gang med at bygge på 15 hektarer i Vinge. De investerer 500 mio. kr. i deres nye fabrik. En fabrik hvor bæredygtighed bliver nøgleordet med blandt andet solceller på taget. Her kan du så tale om lokale arbejdspladser og mange af dem. Lige nu er det faktisk en ret stor udfordring lokalt, at vi ikke har de medarbejdere med de kompetencer som vores lokale erhvervsliv ønsker. Så at bruge den begrundelse som en “undskyldning” for at skulle etablere DSB-værkstedet her i Frederikssund er nok at overdrive lidt.

I blå blok er vi erhvervsvenlige – for det var jo under den tidligere blå borgmester´s valgperiode, at Frederikssund Kommune i 2018 fik overrakt den flotte pris som den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark. Nu i 2024 ligger vi så og roder rundt på en rystende 87. plads. Et af parametrene som Dansk Industri måler erhvervsvenligheden på er sagsbehandlingstider på byggesager. Hvordan tænker du Klaus Hækkerup, at igangsættelsen af lokalplan og etableringen af det voldsomt store DSB-værksted vil påvirke vores sagsbehandlingstider fremadrettet. Vores dygtige medarbejdere har jo stadig kun en 37 timers arbejdsuge?

Nu vælger du at slutte dit debatindlæg af med at bruge ordet “fair”. Så vil jeg afslutte mit på samme vis. Ifølge Den Danske Ordbog betyder “fair”, at man accepterer en handlemåde, et synspunkt, et argument eller lignende, selvom man måske har en modstridende eller kritisk opfattelse. Så derfor vil jeg runde af med at skrive, at jeg på ingen måder syntes det er ok, at du sammenligner Tøgersens retorik med Trumps. Det er ikke i orden hr. Klaus Hækkerup og det er om noget heller ikke fair!

 

Se flere
indlæg

Vil du opdateres?

Med lokale nyheder initiativer og begivenheder